Et essay er et litterært prosastykke, der kendetegnes ved, at være af ræsonnerende, beskrivende eller af fortællende art. Det er hverken fiktion eller en institutionel tilkendegivelse som eksempelvis en kirkelig prædiken. Genren regnes for at have sin begyndelse fra Michel de Montaignes samling. Denne samling bar nemlig titlen Essais og blev udgivet i 1580.
Dog er både den antikke visdoms- og brevlitteratur samt humanistens Erasmus’ samling Adagia (udgivet i 1500 og bestående af ræsonnementer i tilslutning til klassikercitater mv.) forudsætninger. Derfor har essays eksisteret og været udgivet i mange år. I mange år har den officielle begyndelse for genren dog været Montaignes udgivelse af Essais.
Introduktionen af essaygenren
Montaigne skrev om mennesket. Han bevæger sig causerende mellem både klassiske og kirkelige udtalelser, deciderede case stories og egne meninger, livserfaringer og erindringer. Hans værker i Essais inkluderer dertil også enkelte små stykker, der bedst beskrives som værende en variant af selvbiografisk tekst.
Hans tekstuelle stil og form er både egocentrisk, smidig og ekspansiv. Den næste berømte essayist, Francis Bacon, der udgav Essayes i 1597 i høj grad har været kendt for en skrivestil, der er upersonligt autoritativ, mens den er koncentreret indtil det aforistiske. Bacon skrev primært om moralske og psykologiske begreber.
Udbredelse i 1700-tallets oplysningstid
Essayet fik en ny udbredelse i 1700-tallets oplysningstid. Det var bl.a. i form af ikke-kirkelige ræsonnementer, mens emner som livspraksis, moral og smag også blev taget op. Denne periode var primært domineret af tidsskrifter som Joseph Addisons og Richard Steeles Spectator, Olof von Dalins Then Swänska Argus, J.S. Sneedorffs Den patriotiske Tilskuer.
Der forekom og blev også publiceret essays uden for tidsskrifterne. Det var blandt i denne tid, at Ludvig Holbergs Moralske Tanker og Epistler og François de Voltaires utallige små artikler så dagens lys. Sidstnævnte blev til dels udgivet med tilknytning til den store franske Encyclopédie.
I forbindelse med romantikken skete der en udvidelse af essayets område i en mere personlig og livsfilosofisk retning.Det skete bl.a. ved tyske romantikere, hos skotten Thomas Carlyle og amerikaneren Ralph Waldo Emerson. Hos Charles Lamb bevægede det sig derimod i retning af en mere intim og ofte selvbiografisk skitse.
Essaykunsten i Danmark
Essaykunsten har i Danmark haft en frugtbar sidegren i den naturskildrende skitse. Det er bl.a. noget, der tæller Boganis’ Jagtbreve, der er skrevet af Wilhelm Dinesen, men også andre store og velkendte forfattere som Johannes V. Jensen, Knud Sønderby og Frank Jæger hører ind under her.
Dansk essayistik oplevede en særlig triangel, der tegnede sig i midten af 1900-tallet. Den bestod af Per Lange med klassiske, litterære portrætessays, Knud Sønderby, der udgav selvbiografiske skitser fra det udendørs såvel som Jacob Paludan, der var vidt spændende og skrev alt fra ræsonnerende og redegørende essay til den intime erindringsskitse.
Fra tidsskriftmiljøet har essayet i løbet af 1900-tallet til dels skiftet plads til aviserne, hvor de udgives som en kronik eller som derimod som et mere fordringsløst causeri, der typisk også har aspekter af humor. Essayet er – uden tvivl – en vigtig, men dog ofte forbiset del af prosakunsten, da det er et mødested for det saglige og det personlige i kulturlivet.
